Følelsen af at have glemt noget

husk

Jeg har været til møde i dag. Og på vej til dette møde stod jeg pludselig i metroen og kunne ikke ryste følelsen af at have glemt noget af mig. Noget vigtigt. Efter at have gået hjemme med min datter i et år, fik jeg overbevist mig selv om, at det nok var hende jeg havde glemt. Altså selvfølgelig ikke rigtig glemt. Men at det er hende der giver mig følelsen af at have glemt noget. For hun var derhjemme, uden mig, og jeg stod her, blandt en masse fremmede mennesker, uden hende. Og jeg tror, at den er god nok. At det var hende jeg manglede. Jeg har i hvert fald endnu ikke opdaget, at jeg havde glemt andet.

Det er en ret ny oplevelse at skulle forlade sit hjem uden 11 kg på armen. Eller i klapvognen foran mig. Jeg er stadig per automatik ved at gå ind i elevatoren på stationen fordi jeg er så vant til at have klapvogn med alle vegne, at jeg tror, at jeg stadig har brug for elevatoren – jeg venter bare på, at jeg også begynder at slæbe min cykel med ind i diverse butikker hvor jeg er vant til at have klapvognen med.

Samtidig med denne her mærkelige fornemmelse af at have glemt noget vigtigt, så føles det også meget lettere. Det er som om, at de 11 kg bliver løftet af mine arme når jeg træder ud på gaden. Jeg går hurtigere og med ryggen en anelse mere rank. Men jeg føler mig også en smule sårbar. Som om, at Sif er et lille skjold jeg kan gemme mig bagved. Som Sif’s mor. Jeg er stadig Sif’s mor. Jeg vil altid være Sif’s mor. Men nogle gange er jeg også bare Dyveke. Det skal jeg vænne mig til igen!

At skide med et barn på skødet

Når man har sådan en lille unge på 10 måneder, som kravler voldsomt stærk, så er der intet der er helligt mere – intet.

Er den anden forældrer hjemme, så er toiletbesøget noget der kan være lig med et lille pusterum. “Skaaat, jeg går lige på toilettet – holder du øje med stumpen?”. Og så ellers ud på lokumet og lukke døren hurtigst muligt. Ahhhh 5 minutters mig-tid. Helt alene. Mig og min telefon. Instagram, Facebook. Skal da også liiige tjekke mails. Instagram igen. Og så er de 5 minutter hurtigt gået. På en god dag bliver de måske endda til 10.

Men er den anden forældrer ikke hjemme. Så er toiletbesøget straks en anden affære. Med det samme man har trukket bukserne ned om anklerne, kan man måske høre et hyl og en baby der kalder. “Siiif, jeg er lige herude” hører du dig selv råbe. “Du kan jo bare komme herud…”. Ja, og det gør hun så. Døren står jo alligevel åben for hvordan skal du ellers kunne kommunikere med ynglet og for eksempel sige “Nej. Du må ikke tage LP’en ud af coveret” og “Nej, Sif. Stop med at bide i sofaen”? Nej, vel. Så døren står åben. Det kan du lige så godt vænne dig til. Og så går det ellers i rygende fart, stadig med en masse brokkelyde under vejs. Dette er det ene scenarie. Det kan også være at barnet bare synes, at det er hylende morsomt når du er på toilettet. Så kan du måske høre et begejstret hyl, kalden og latter sammen med de små klask af hænderne der rammer gulvet i en fart man slet ikke troede var muligt. Og så er hun der. strækker nakken for at kunne kigge rundt om dørkarmen fra stuen til gangen, hvorfra der er frit udsyn til toilettet og bukserne der hænger nede om anklerne. Og ansigtet flækker i det største smil sådan et lille fjæs kan præstere.

Det sidste scenarie var tilfældet for mig i dag. Og det er jo sådan set fint nok. Men så ville hun hen til badekaret og stå op af det. Men badekaret er sådan et der kan klappes sammen og det ligger på siden fordi det skulle tømmes fra vand aftenen inden. Og hun er altså ikke så sikker på benene endnu. Så jeg siger Nej. “Nej, du kan ikke stå op af badekaret lige nu. Kom herover i stedet for”. Og så kommer hun ellers til at sidde på skødet af mig resten af mit toiletbesøg. Ikke, at det lige var det hun drømte om. Så imens jeg forsøger at gøre mig færdig prøver jeg også at underholde med forhåndenværende. “Vil du se min hårbørste?” Nej. Og det kan jeg sådan set godt forstå. Altså, den er sort og ret kedelig. “Hvad så med cremetuben, den kan du godt lide”. Ja og den gav mig da også et lille minut. “Aij har du set?! En tom toiletpapirsrulle!” Det havde hun ikke – men den gav mig lige tid nok til at blive færdig…..

Fødselsberetning

Bloggen har stået stille rigtig længe. Det sidste indlæg er helt tilbage fra den 20. November. Det er der selvfølgelig en grund til. D. 24 November fødte jeg min datter – lidt før tid og derfor lidt som en overraskelse. Hun er en tidssluger uden lige og jeg bruger al min tid på at nyde hende imens hun endnu er så lille. Men den anden dag postede fyrsten og fruen sin fødselsberetning og det har inspireret mig til at få skrevet min færdig og dele den.

Den sidste uges tid op til fødslen havde jeg begyndende menstruationssmerter. Ømhed i lænden og det nederste af maven – præcis som før jeg blev gravid. Så selvom jeg elskede at være gravid og faktisk også syntes, at jeg var ret god til det, så begyndte jeg alligevel at glæde mig til den forestående fødsel og til endelig at møde min baby. Samtidig var jeg selvfølgelig også spændt og nervøs. Man kan jo ikke fuldkommen planlægge en fødsel, vel!?

Onsdag d. 20 November havde jeg en jordmodertid på riget. Min jordmoder havde ringet om morgenen for at aflyse på grund af sygdom, men jeg havde misset opkaldet og havde ikke fået hørt telefonsvarerbeskeden, så vi traskede den efterhånden lange tur op til riget. Da jeg kom derop tilbød de mig, at få en anden til lige at tjekke mig. Det var jeg ret glad for, da jeg overhovedet ikke havde sovet om natten på grund af smerter i lænd og underliv. Jeg havde også samme morgen haft en lillebitte blødning og imens jeg var der blødte jeg lidt mere. Slimet blod. Min slimprop var gået. Alt så fint ud, men jeg havde stadig så meget fostervand, at hun ikke kunne vurdere Sifs vægt. Derfor fik jeg en tid til vægtscanning den følgende dag.

Torsdag d. 21 November tager vi endnu en gang turen til riget efter en nat med ca. 2 timers søvn. Jeg går efterhånden ret langsomt. Jeg havde tid til vægtscanning kl. 7.45. Det endte med at blive en lang dag på riget, på ikke mindre end 5 timer. Først var der vægtscanningen, derefter blev vi sendt op på fødselsgangen til diverse undersøgelser. Der blev målt hjertekurve, der blev taget urinprøve og blodprøve. Lægen der tjekkede mig sagde, at jeg nok havde begyndende svangerskabsforgiftning. Det gjorde mig ret nervøs. Hun ville have mig tilbage næste dag og ville overveje igangsættelse. Min livmoderhals var afkortet til1 cm.

Fredag d. 22 November gik vi igen til riget hvor jeg havde tid på fødselsgangen kl. 10. Der bliver igen taget urinprøve og målt hjertekurve. Den læge der undersøger mig siger, at der slet ikke har været tale om svangerskabsforgiftning på noget tidspunkt, men derimod måske en blærebetændelse. Det vil de dog ikke gøre noget ved på dette stadie i graviditeten. Vi går hjem igen. Desværre med en tid til ny glukosebelastningstest om mandagen. Om aftenen har jeg begyndende veer ved 22-tiden. De tager til frem til kl 04. Anders sover. Jeg falder i søvn kl 05 ca. og sover til 8.30. I løbet af natten har jeg været oppe for at tisse kl 01, 03 og igen kl 9. Anders sover videre.

Lørdag d. 23 November gik vandet ved 16.30 tiden, 17 dage før termin. Jeg havde stadig menstruationsagtige smerter og min svigermor var lige gået ud af døren for at hente bilen hjemme ved hende, så den kunne holde ved os og være klar til den eventuelt snarlige fødsel. Jeg rejste mig fra sofaen for at gå på toilettet og troede, at jeg tissede i bukserne da jeg rejste mig. Jeg skyndte mig ud på toilettet med så sammenpressede ben som jeg overhovedet kunne mønstre og kneb sammen alt hvad jeg havde lært. Alligevel blev jeg bare ved med at tisse og jeg skød skyden på det efterhånden store pres på min blære. Jeg tissede og tænkte, at det var det. Men da jeg rejste mig op igen kom en ny skylle og mine bukser blev våde. Så jeg satte mig ned igen. Imens ringede Anders til fødegangen kl. 16.45 og fik at vide, at vi skulle ringe igen 4 timer senere. Jeg endte med at sidde på toilettet i tre kvarter. Hver gang jeg forsøgte at rejse mig kom endnu en skylle. Da det gik op for mig, at det var vandet der var gået jubler jeg over, at jeg tilsyneladende slipper for glukosebelastningstesten. Min kæreste og min svigermor tog ud for at købe ind, så vi kunne få os et ordentligt måltid mad. Imens rykkede jeg mig fra toilettet til brusekabinen for at tage mig et varmt bad. Her stod jeg under bruseren i endnu tre kvarter imens jeg lod det varme vand løbe ned over lænden. Min kæreste og svigermor lavede vegetarlassagne imens jeg sad i sofaen på et leje af håndklæder. Jeg begyndte at få veer oftere og oftere og da Anders ringer til fødegangen igen kl. 20.45 er der ca. 5 til 7 min. imellem og de varer 1/2 til 1 min. Jeg blev så ellers siddende i sofaen de næste timer med varmepude og strikketøj, ind til Anders ringede igen kl. 23. Vi blev bedt om at komme op på Riget til tjek inden natten. Vi ankom kl. 23.30 Ved tjek have jeg ikke åbnet mig endnu, så vi blev tilbudt en “cocktail” af smertestillende og beroligende og så var vi så heldige, at vi også fik en stue for os selv at sove på. Jeg sov bedre end jeg havde gjort de sidste måneder!

Jeg vågnede kl 6 næste morgen, stort set uden veer og fik to skiver ristet brød at spise inden vi blev flyttet ned på en fødestue kl. 8. Her fik jeg lagt et vestimulerende drop 9.05. Til at starte med var veerne ikke så slemme, men efter noget tid tog de til og jeg begyndte alligevel at få lattergas. Efter noget tid begyndte virkningen af lattergassen dog at fortage sig og til sidst fik jeg lagt en epiduralblokade ca. kl. 13.00. Anders blev sendt uden for døren imens. Han har tidligere fået det dårligt når jeg skulle have taget blodprøver, så vi ville ikke risikere noget. Jeg havde under det meste af graviditeten været nervøs for, at han ville besvime under fødslen, så tænkte, at der ikke var nogen grund til at udfordre det for en epidural. Hvis han skulle besvime, måtte det hellere være iblandt blod, baby og moderkage. Den tog rigtig meget af smerterne. kl. ca. 17 begyndte presseveerne, men Sif var ikke helt nede endnu og jeg måtte derfor ikke presse. Jeg prøvede at stå op, men hver gang der kom en presseve, var det som om mine ben spassede helt ud og ville knække sammen under mig. Jeg ville derfor gerne op på briksen igen. Jeg stod på alle fire på briksen for at få lidt hjælp af tyngdekraften, så Sif kunne komme længere ned i mit bækken. Efter ca. tre timer med presseveer, kl. 20, fik jeg endelig lov til at presse med. Jordmoderen fortalte mig, at Sif kom fint ned hver gang jeg pressede og at hun var en lille blondine. Men hver gang presseveen stoppede gled hun helt tilbage igen. Jordmoderen kunne ikke finde ud af om Sif måske var stjernekigger og jeg blev scannet for at finde ud af hvordan hun lå. Hun lå dog alligevel for langt nede til, at de kunne se det ordentligt. Alligevel blev de enige om, at hun lå med hovedet på skrå og at det måske var derfor, at hun ikke blev nede efter presseveerne. Efter at jeg havde presset i halvanden time blev der kaldt efter fødselslæge og andet personale, så de kunne forsøge med kop. Der blev brugt en hård kop og det var altså ikke videre behageligt da den blev lagt. De forsøgte at trække Sif ud ved to presseveer, men desværre uden held. Herfra blev det ret hurtigt besluttet, at der skulle et kejsersnit til og de begyndte at gøre mig klar til det.Først skulle jeg have noget andet i mit drop, så veerne ikke længere blev stimuleret, men derimod blev stoppet. Der gik dog lidt tid inden det virkede fuldstændigt og hvor jeg igen ikke måtte presse. Min krop ville selvfølgelig gerne presse videre med veen, men samtidig var jeg efterhånden så udmattet, at jeg næsten ikke kunne mere. Det var hårdt at presse med ved kopforsøgene og det havde taget det meste af mine sidste kræfter. Jeg var efterhånden helt drænet for energi. Dette gjorde det også så meget nemmere for mig at acceptere, at det ville blive et kejsersnit. Jeg var skuffet, men ville gerne have det overstået. Helst med det samme! Der kom en portør efter mig og hele holdet af personale fulgte mig ned på operationsstuen. De sagde til Anders at det var en såkaldt 2’er. Som de forklarede betød, at de ikke løb afsted med mig, men gik i et pænt tempo. På operationsstuen fik jeg lov til at møde den søde anæstesilæge igen, da min rygmarvsblokade skulle fyldes med en anden slags bedøvelse. Det tog et par minutter før bedøvelsen virkede helt og de kunne gå i gang med operationen. Det er svært at forestille sig hvordan det er, når man ikke har prøvet det, men det føles altså totalt flippet, at der står nogen og roder i ens mave. Man kan godt mærke det, men det gør ikke ondt. Og der blev ellers hevet og nærmest flået, da de trak Sif ud kl 22.12. Jeg fik lov til lige hurtigt at se Sif inden hun blev tjekket af en børnelæge i det ene hjørne på operationsstuen. Jeg prøvede at dreje mig så jeg kunne se hende og kunne lige med nød og næppe skimte lidt af hende og se Anders stå og kigge på. Imens var der en ung kvinde på operationsstuen der løb tilbage til fødselsstuen for at hente et kamera og tage nogle billeder til os. Anders kom over til mig med Sif pakket godt ind i en dyne så kun hovedet stak ud. Han holdt hende helt ned til mig. Jeg kiggede op på ham og sagde “ det lykkedes”. Sif lå og kiggede på os med det ene øje og jeg kyssede hende på kinden. Min jordmoder kom hen og sagde tillykke inden hun skulle videre. Jeg sagde “Tak for kampen”. Hun var en utroligt god støtte igennem hele forløbet og jeg synes hun var fantastisk tålmodig. Og så lå vi ellers der. Eller det vil sige jeg lå. Anders sad ved siden af med Sif i armene og holdt hende hen til mig så jeg kunne kigge på hende imens jeg blev syet og ventede på, at de kunne finde en plads til mig på opvågning et eller andet sted. De snakkede om at jeg skulle på central opvågning, men chefjordmoderen forbarmede sig over mig og beordrede mig tilbage til fødestuen, så ville hun holde øje med mig ind til der var plads på opvågningen på barselsgangen. På den måde kunne jeg have Anders og Sif ved min side hele tiden. Det er jeg hende uendeligt taknemmelig for.

20131124_222046

 

Vante-sokker // All you knit is love

Jeg har strikket to par vante-sokker til blyp efter Susie Haumann’s opskrift i “All you knit is love”-bogen (det hedder den vist ikke engang rigtig, men det er det alle kalder den pga. forsiden…?)

vantesokker1 vantesokker2

 

Det er det første jeg har strikket ud fra en opskrift, men det var også bevidst at jeg valgte den korteste opskrift i bogen.. Jeg havde ret meget brug for en succesoplevelse med det at følge en opskrift, så jeg var sikker på at jeg gad igen. Derudover så synes jeg også at vantesokkerne er rigtig fine, så det er jo meget heldigt ;)

Det blå par var de første jeg lavede – de voldte mig lidt kvaler, da garnet blev ved med at knække. De er strikket i 100% merino, et enkelt nøgle som jeg har haft liggende længe, købt på udsalg, da det var det sidste der var tilbage. Men det lykkedes til sidst. Sok nr, 2 gik faktisk meget nemt, der knækkede garnet ikke så ofte…

Det lilla par er strikket i 100% alpacca og er nok det blødeste garn jeg har haft imellem hænderne – seriøst! Det er helt vildt… Til gengæld var garnet også ret tyndt, så jeg måtte justere opskriften lidt, så snoningerne er bredere og der er lidt flere af dem på en omgang – men det var nu nemt nok.

Jeg kan virkelig anbefale opskriften – også selv om man ikke er super erfaren strikker!

suttesnor

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

035Lille

Jeg har syet en suttesnor til blyp af nogle af de mindre stofrester fra Ammepudebetrækket. Jeg tænkte at det var en fin måde at få brugt noget af det mindre afklip og så har blyp sig også en rigtig fint pimpet sut. Jeg har lavet den med trykknap så klemmen kan tages af ved vask og så har jeg brugt en lidt bred elastik, så suttesnoren kan bruges til både MAM sutter og lignende og de mere klassiske med ring.

Suttesnoren er lavet med kraftig inspiration fra en jeg fik af Nicholaine. 

Jeg tænker, at jeg nok kommer til at lave et par stykker mere – det er et ret hyggeligt og overskueligt lille syprojekt.

036Lille 038Lille 039Lille

Strikket babytæppe

Min mormor har strikket det smukkeste tæppe til blyp. Det er så fint og sart i udtrykket og jeg glæder mig helt vildt til at tage det i brug. Og så synes jeg, at det er hyggeligt at blyp får sig et oldemor-tæppe!

Og se nu lige hvor fint det passer til et vinterbarn. Det ligner jo nærmest sne i det fine, hvide mønsterstrik.

018Lille 019Lille 020Lille 021Lille 024Lille

Gry’s jakke // all you knit is love

Min søde mor har strikket denne fine jakke til blyp. Opskriften på jakken, eller trøjen om man vil, er fra bogen All you knit is love af Susie Haumann. Og se lige hvor fin den er blevet! Farverne er super flotte og jeg er vild med den lille lomme.

I øvrigt vil jeg anbefale bogen hvis man vil forsøge sig med lidt babystrik. Jeg har selv strikket et par stykker af vante-sokkerne derfra – dem viser jeg senere – og er nu igang med et par bukser. Vante-sokkerne var et rigtig fint begynderprojekt for mig. Det er det første jeg har lavet ud fra en strikkeopskrift, så det var dejligt med en succesoplevelse til at give lidt blod på tanden.

011Lille010Lille012Lille 013Lille 014Lille

Ammepudebetræk i Liberty Mitsi

Jeg har i et stykke tid været på jagt efter en ammepude med betræk i mit absolut yndlingsprint fra Liberty, nemlig den blå udgave af Mitsi. Men det lykkedes ikke, jeg kunne ikke engang finde stoffet herhjemme til en rimelig pris (det var udsolgt de fleste steder). Men jeg havde jo set mig ret varm på idéen om en ammepude med netop dette betræk! Jeg regner jo alligevel med at bruge den ret meget. Og så var gode råd dyre… eller betrækket endte i hvert tilfælde med at koste lidt.

Jeg bestilte stoffet hjem fra London (her) Og købte en allergivenlig ammepude med Fossflakes fyld og så har jeg syet betrækket selv. Hvilket jo altså ikke kræver en længere uddannelse at kunne regne ud hvordan man gør. Alligevel måtte jeg justere det af nogleomgange, da det ligesom var blevet for langt til ammepuden, så der var lidt arbejde i at tage det af og på puden flere gange og sy det mindre igen og igen – men trods alt bedre, at det var for stort end for lille ;)

Jeg havde ellers tegnet mønster af fra et betræk der sad på puden da vi købte den – jeg tænker, at det måske er meget rart at have muligheden for at skrifte betræk ved vask, selvom der nok ikke er nogen tvivl om at jeg foretrækker dette betræk frem for det der oprindeligt var på…

028Lille 027Lille 026Lille

Djævlehuer i uld

Noget af det første strik vi har fået til blyp, er disse djævlehuer som den kommende farmor har strikket på bestilling.

Jeg har altid syntes at djævlehuefaconen er så fin, men kunne ikke lige overskue selv at prøve at strikke dem – og så havde jeg luret at min kærestes mor havde gang i en lille hue til en neonatal afdeling. Og heldigvis ville hun også gerne strikke et par stykker til os!

De er strikket i to forskellige størrelser – og altså lidt større end dem til neonatalafdelingen. Det er jo svært at gætte på hvor stor blyp er når hun kommer ud, men jeg tror det er meget godt at huerne ikke er super små ;)

002Lille 003Lille 004Lille

 

Og farverne er jeg også ret vild med! Jeg glæder mig til at se blyp med dem på.